Please som ”narko”

Please som “narko”

Jeg vil skrive lidt om følgerne af mors betingelser på kærlighed, og at det er mor, der skal have det godt.

En af følgerne kan være, at vi bliver utroligt gode til at please.

Altså behage mor, sørge for mor, sætte os selv til side, forsøge at gøre alle andre især de nærmeste glade, gøre hvad de siger, osv.

Det er et helt mønster, hvor man ”lever ovre i den anden / de andre” og slet ikke kender ens egne behov, meninger og hvad der reelt sker med en, man fortrænger sig selv, og tænker kun på de andre.

Det bliver vores vane.

Når vi så finder en kæreste, så bringer vi ubevidst mønsteret med os, og ubevidst finder en kæreste, vi kan please.

Kæresten har sit mønster, der passer sammen med, så kæresten vil pleases.

Det bliver en livsspiral af at please, med undertrykkelse, ydmygelser, nedværdigelser, osv.

Men vi har det ikke godt med det, for det nedbryder os, sådan set ligesom det gjorde med mor, men med mor, der kendte vi det, lige på den måde mor gjorde det, og dermed var vi trygge ved det.

Med kæresten er det ofte en lille smule anderledes, fordi kæresten er en anden person med sine vaner og dårlige livsmønstre, som er forskellige fra mor.

Men vi bliver ved med at please, ved med at forsøge at gøre alt godt, gøre, hvad den anden siger / de andre siger, men alligevel bliver det værre og værre og værre, som tiden går.

Men vi kan ikke finde ud af, hvad det er vi gør galt, hvad har vi gjort, vi forsøger jo alt for at forsøge at gøre, hvad der bliver sagt, hvad vi synes, der skal gøres, for at den anden har det godt, osv. ligesom vi forsøgte med mor.

Når vi så ender med at erkende, at det her går ikke, så søger vi andre veje, får noget hjælp, men alligevel fortsætter det.

Det er, som om vi slet ikke kan bryde mønstret, det er blevet som ”narko” for os.

Vi bliver ved med at please, også selv om vi kan se, det ikke er godt, og at vi skal gøre noget andet, vi vil gerne, men bliver alligevel ved med at please, vi er blevet afhængige af at please – det er blevet ”narko”.

Så at bryde mønsteret at please kan være utroligt svært.

Vi er så vant til at gøre, som ”mor” siger, som ”mor” vil have, i håb om at få den kærlighed, vi alligevel oftest ikke får.

Her ”mor” forstået som den projektion, vi laver af mors oprindelige mønster på de nye mennesker, vi kommer i kontakt med.

Når vi så indser, at vi er lige så afhængige af at please, som en narkoman er afhængig af narko, så kan vi lige pludseligt godt gøre noget ved det.

For så når vi det punkt, hvor vi vender.

Vi vil ikke være narkomaner.

Det er så dejligt at se, når det lykkes.

Så når jeg kan og andre kan, så kan du også.

Det er ”bare” at gå i gang, indse, at det er sådan, og så gå den opbyggende vej.

Jeg bruger acceptprocessen, den virker godt.